Den kommende vinter kan blive ekstra koldt og mørkt i de danske boliger, hvis myndighederne vælger, at slukke for strømmen til de danske hjem.
Ifølge dr.dk er muligheden for at slukke for strømmen til de danske hjem i op til to timer ad gangen, en del af den kriseplan, som myndighederne i øjeblikket arbejder på.
Den ufrivillige strømafbrydelse kan blive nødvendig, hvis der ikke er strøm nok til alle.
– Hvis vi nu rammer en meget hård, kold vinter – og det samtidig er vindstille, så vi ikke har energi fra vindmøllerne – så vil vi være et sted, hvor vi har et presset energisystem, fortæller direktør i Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw til dr.dk.