22. november 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 74-årig mandlig cyklist fra Holbæk døde tirsdag eftermiddag efter et uheld på en skovvej ved Bredetvedvej.

Politiet modtog kl. 13.18 et opkald fra pårørende til den 74-årige mand, som var bekymrede for, at der kunne være sket en ulykke. Ifølge de pårørende havde den 74-årige en alarm på sin cykel, og alarmen havde nu givet signal om, at noget var galt.

Politi og ambulance blev sendt ud for at lede efter den 74-årige i området ved Munkholmvej og Bredetvedvej, hvor politiet fandt den 74-årige liggende livløst på en skovvej for enden af Bredetvedvej og med sin cykel liggende tæt på.

Den 74-årige modtog livreddende førstehjælp, mens en tilkaldt lægehelikopter fløj til stedet. En læge fra helikopteren konstaterede, at den 74-åriges liv ikke stod til at redde, hvorefter den 74-årige blev bragt til et sygehus. Politiet havde fra starten kontakt til de pårørende, som straks blev underrettet om, at den 74-årige var afgået ved døden.

Da uheldsstedet blev undersøgt, bl.a. af en tilkaldt bilinspektør, kunne det konstateres, at der ikke var andre trafikanter involveret i uheldet på skovvejen, hvor der heller ikke havde været vidner til stedet. På skovvejen lå et mindre træ på tværs af vejen, og den 74-årige havde, ifølge politiet, formentlig af ukendt årsag påkørt træet, så han var væltet. I faldet havde han ramt underlaget bl.a. med sin cykelhjelm, som havde fået skader og var flækket.