27. juli 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Mens hele Holbæk på festligste vis gjorde klar til at tage imod Tour de France-rytterne blev en 68-årig mandlig opsynsmand udsat for vold, da han bad en bilist om at finde et andet sted at parkere.

I forbindelse med Tour de France-cykelløbet havde den 68-årige nemlig til opgave, at kontrollere, at parkeringspladser ved sygehusets nordlige side kun blev benyttet af bilister med et ærinde på sygehuset, og henvise tilskuere til cykelløbet til parkeringsarealer på den sydlige side af sygehuset.

Da en mandlig bilist tilsyneladende ikke havde et ærinde på sygehuset, blev bilisten vejledt om at finde en anden parkeringsplads. Bilisten kvitterede for henstillingen ved at nikke opsynsmanden en skalle, inden den mandlige bilist sammen med et par børn forlod stedet.

Bilisten kom dog tilbage efter ca. 10 minutter og flyttede sin bil.

Midt- og Vestsjællands Politi har optaget rapport om episoden og vil bl.a. via nummerpladen på bilistens bil forsøge at identificere manden, der nikkede opsynsmanden en skalle.