Michael Suhr blev mindet og bisat

Michael Suhr, 2019. Foto: Jesper von Staffeldt.

Torsdag blev tidligere kommunalbestyrelsesmedlem for De Konservative, Michael Suhr bisat fra Skt. Nikolai Kirke i Holbæk.

Mange mennesker var mødt op, for at tage afsked med Michael Suhr, der også var indehaver af Suhrs Udvikling og Botræning.

Blandt deltagerne ved bisættelsen var bl.a. Michael Suhrs familie, ansatte samt børn og unge fra Suhrs Udvikling og Botræning, medlemmer af kommunalbestyrelsen, herunder Holbæk Kommunes borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen samt mange andre.

Kisten blev kørt fra kirken gennem Ahlgade, forbi havnen og til Østre Kirkegård.

Michael Suhr døde tidligere på måneden under en ferie i Prag, da han fik en blodprop, der resulterede i flere hjertestop. Michael Suhr blev indlagt på hospitalet, hvor han lå i koma i 12 dage.

Kommunalbestyrelsen holdt et minuts stilhed

Onsdag aften mindedes kommunalbestyrelsen Michael Suhr i forbindelse med kommunalbestyrelsesmødet.

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen holdt en mindetale, hvor hun bl.a. sagde:

2015: Byrådsmedlem for Enhedslisten Leif Juhl sammen med Michael Suhr. Foto: Jesper von Staffeldt.

-Michael var vores kollega, han var politiker, han var holbækker, han var far og han var mand, og for rigtig mange af os, var han også vores rigtig rigtig gode ven.

Borgmesteren talte om, at Michael Suhr satte aftryk i de mennesker han mødte, og det kunne både være en styrke og en forbandelse. Hun beskrev ham som et varmt og kærligt menneske, der ville Holbæks bedste, og selvom man var uenige, så kunne man godt være venner. Hun beskrev ham også som “fræk” og “kæk” og “utålmodig”, når det kom til kommunalbestyrelsesarbejdet.

-Michael, han fandt sjældent energi på udvalgsmøderne. Han fandt sådan ca. ingen energi i mødet med direktionen. Hans energi opstod oftest når han var afsted, pludselig blev grebet af en stemning eller pludselig mødte nogle mennesker, der tændte en energi inde i ham og dette resulterede tit i spontane opkald fra Michael.

Foto: Michael Johannessen.
2019: Michael Suhr foran sin grønne kampagne-campingvogn. Foto: Michael Johannessen.

-Han kunne også finde på at komme syngene ind på kontoret til stor begejstring for medarbejderne i forkontoret, imens jeg måtte lægge alt hvad jeg havde gang i fra mig, for nu skulle det handle om Michael. Der rejste han problematikker, som han faktisk bare forventede kunne blive løst, og hvis man engang imellem udfordrede Michael på, om det han nu mente var et problem der skulle løses, rent faktisk kunne lade sig gøre, så var Michaels svar altid det samme: “Det må der være nogle kloge hoveder et eller andet sted i førerbunkeren, der kan finde ud af. Det da skide godt Christina”. Lige så hurtig Michael var kommet bragende ind på kontoret, syngende, lige så hurtigt var han ude igen, han skulle nemlig videre. Der var altid et nyt projekt, eller en ny ung der havde brug for Michael opmærksomhed og afsted, det var han.

-Holbæk har mistet en lokal patriot. Men Michael vil leve videre i alle de mennesker han har mødt. jeg [vil] vove at påstå, at fortællingen om Michael Suhr vil blive ved med at være der. Fortællingen om gadedrengen der fik politiske resultater igennem. Fortællingen om hans kærlighed til den by han voksede op i, fortællingen om hans kække facon, og mindet om Michael vil altid være en påmindelse til os 31 politikere, der er her i salen i dag, til at politik skal være sjovt og at det ikke må blive for stift det hele. Vi skal udfordre embedsværket, ellers ved jeg der er en, der er et andet sted nu, som vil blive vred på os.

Efter talen holdt kommunalbestyrelsen et minuts stilhed for Michael Suhr, der første gang blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2013. Kort efter valget i 2021, hvor han fik fjerde flest personlige stemmer, valgte han at trække sig.

Michael Suhr blev 60 år gammel.

Læs også: Michael Suhr død under ferie i Prag.

Leave a Reply