20. april 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Fredag eftermiddag fik en 87-årig kvinde fra Holbæk stjålet smykker, da hun af ren hjælpsomhed lukkede to mænd ind i sin lejlighed på Karensmindevej.

De to mænd havde bedt om hjælp til at skrive nogle telefonnumre ned på et stykke papir. Den ene gik med den 87-årige ud i køkkenet, hvor hun skulle skrive telefonnumre ned. Den anden gik rundt i lejligheden, men skyndte sig efter få minutter ud af lejligheden, da den 87-årige anede uråd og højlydt bad dem forsvinde.

Efterfølgende opdagede hun, at nogle smykker var blevet stjålet, hvilket hun mistænkte de to mænd for at have gjort.

Tyveriet, der blev anmeldt til politiet kl. 15.39, var sket kort forinden.

Politiet kørte til stedet for at undersøge den 87-åriges bopæl for eventuelle spor efter de to mistænkte, som den 87-årige beskrev som:

A: Mand, 40-50 år, hudfarve: mørk, iført: beige kasket, beige jakke og grå handsker med blå håndflader.

B: Mand, 40-50 år, iført: mørk jakke.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der måtte have bemærket de to mænd i området lørdag eftermiddag. Politiet kan kontaktes på telefon 114.