4. oktober 2024

Arkivfoto: Pixabay.

En 69-årig kvinde fra Gislinge fik mandag morgen besøg af en falsk hjemmehjælper, som stjal hendes smertestillende medicin.

Arkivfoto: Pixabay.
En 69-årig kvinde fra Gislinge fik mandag morgen besøg af en falsk hjemmehjælper, som stjal hendes smertestillende medicin.

Det var pårørende til den 69-årige, som tirsdag formiddag anmeldte tyveriet til politiet.

Tyveriet var sket i tidsrummet kl. ca. 08.30 – 09.00 hvor en ukendt kvinde havde henvendt sig og oplyst at være fra hjemmeplejen, hvorefter hun fik adgang til den 69-åriges bolig, hvor hun foretog mindre gøremål, inden hun forlod stedet.

Kort efter kom kvinden retur under påskud af, at hun havde glemt sin mobiltelefon, som hun ledte efter ved at åbne skuffer og skabe, inden hun med en mobiltelefon i hånden forlod den 69-åriges bopæl. Herefter opdagede beboeren tyveriet af det smertestillende medicin.
Hjemmeplejen i Holbæk kommune blev efterfølgende kontaktet, men hjemmeplejen havde ikke haft en medarbejder hos den 69-årige, der således havde haft besøg af en falsk hjemmehjælper.

Kvinde, 35-40 år og 162-165 cm høj med kraftig kropsbygning. Hun havde hvid hudfarve, brunt mellemlangt hår sat op i en “knold” og talte dansk. Kvinden var formentlig iført jeans, ellers ukendt påklædning.

Søger vidner

I et forsøg på at identificere den falske hjemmehjælper, hører politiet gerne fra vidner, som har set hende i området omkring den centrale del af Gislinge by. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

I øvrigt giver politiet et godt råd til at undgå tricktyve: Man kan sikre sig ved f.eks. at spørge efter legitimation eller kontrollere besøget ved opringning til hjemmeplejen for at få afklaret rigtigheden heraf, såfremt nogen uden den sædvanlige uniformering eller uden legitimation pludselig henvender sig og oplyser at være fra f.eks. hjemmeplejen.