26. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

En bilejer må nu vente på, at retten beslutter om vedkommenes bil skal konfiskeres. Det sker efter vedkommende havde lånt sin bil ud til en spritbilist uden kørekort.

Sagen tog sin begyndelse, da en patrulje med lokalbetjente tirsdag eftermiddag i Svinninge bemærkede en mand de kendte fra tidligere sager igen igen kørte bil, selvom han er frakendt kørekortet. Bilen blev standset og bilisten – en 47-årig mand fra Holbæk – blev testet med et alkometer som viste, at han var påvirket over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Manden var i forvejen frakendt førerretten, så han blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da det nu var femte gang, at han var taget kørende uden kørekort i samme bil, blev bilen beslaglagt, med henblik på konfiskation. Det var dog ikke mandens egen bil, men en han havde lånt. Derfor står ejeren af bilen nu til at miste sit køretøj. En bilejer er forpligtet til at sikre sig, at bilen kun lånes ud til personer med gyldigt kørekort.

Det var, ifølge politiet, i øvrigt ikke den første bil, som politiet har taget fra den 47-årige, i forbindelse med kørsel uden kørekort.

Den 47-årige blev taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Bilen blev kørt væk på et fejeblad og ejeren underrettet om sagen.

Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres. Føreren af bilen og bilejeren kan forvente høre mere fra politiet i sagen.