19. april 2024
Lars Lundgaard Jensen - Foto: Per R Hansen.
Den 16. maj starter Lars Lundgaard Jensen som ny kulturskoleleder.

Lars Lundgaard Jensen er ny leder af Holbæk Kulturskole. Foto: Per R. Hansen.

Den 16. maj starter Lars Lundgaard Jensen som ny kulturskoleleder.

Som kulturskoleleder kommer han til at stå i spidsen for Holbæk Kulturskoles samlede aktiviteter. De er fordelt inden for musikskolen, billedskolen, de tre kulturhuse Elværket, Kulturkasernen og Værftet samt udvikling af lokale talentmiljøer.

I søgningen efter en ny leder har der været et særligt fokus på, at vedkommende både skal kunne give musikfaglig sparring, lede 35 medarbejdere og have budgetmæssigt ansvar. Det har også været centralt at finde en, der kan være førende i udviklingen af en ny musikstrategi og have en aktiv rolle i forbindelse med ”Sammenspil” – et nyt musikforløb for børn og unge.

Og det er alt sammen noget, Lars Lundgaard Jensen, kan stå i spidsen for. Et kig på CV’et viser, at han uddannelsesmæssigt, kan skrive bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium samt kunst- og kulturlederdiplom på, og når det kommer til tidligere stillinger, har han ligeledes bred erfaring, der bl.a. tæller job som musikskolelærer, souschef og leder af Kulturskolen Gribskov, Gilleleje Bibliotek, bestyrelsesmedlem i Fondsbestyrelsen i Kulturhavn Gilleleje og sidst også leder af det lokale spillested Gribskov Kultursal.

Og Lars Lundgaard Jensen glæder sig til at tiltræde i sit nye job i Holbæk Kommune:

– Først og fremmest glæder jeg mig rigtig meget til at møde alle mine medarbejdere. Dernæst glæder jeg mig til at møde alle relevante samarbejdspartnere og samarbejdsflader i det kommende arbejde, og til at kigge på hvordan vi kan blive spilbare i forhold til kommunens indsatser. Det bliver rigtig spændende. Og så er Holbæk et dejligt sted med masser af liv, tæt på vandet og med gode kulturelle muligheder, hvilket jeg ser frem til at opleve tæt på,

Om jobbet siger han:

-For mig er stillingen som kulturskoleleder et drømmejob. Det er spændende, tilpas alsidigt og passer ind i mit kompetencefelt. I min optik det et plus, at stillingen rummer andet end kulturskolearbejde, fordi det muliggør tværgående samarbejde og øget synergi, fortæller Lars.

Privat bor Lars Lundgaard Jensen i Ejby i det sydlige Hornsherred og er kæreste med Sara, som bor på Nørrebro. Tilsammen har de fire børn – Lars har Julliah på 10 år og Sofus på 14 år, mens Sara har to sønner på henholdsvis 10 og 13 år. I sin fritid spiller Lars Lundgaard Jensen trommer.