22. november 2024

Foto: Politi.dk

Fredag eftermiddag kort efter klokken 14 genlød Nygade af et stort brag, da en kanonslag blev affyret i en gyde ved en sportsbutik.

Vidner så så tre unge mænd løbe fra stedet og ringede til politiet, som sendte flere patruljer til Holbæk midtby.

En patrulje kørte rundt i området på udkig efter de tre unge mænd, og fik på Valdemar Sejrsvej øje på en ung mand, som tydeligvis ikke ville tale med politiet. Han satte i løb væk fra patruljen, som dog hurtigt fik løbet ham op. Den unge mand viste sig at være en 14-årig dreng fra Holbæk.

En anden patrulje havde samtidig tilbageholdt to unge fyre på Jernbanevej i Holbæk, en 14-årig fra Holbæk og en 16-årig fra Mørkøv, som kunne mistænkes for at have været tilstede, da kanonslaget blev skudt af.

Alle tre blev taget med til politistationen til afhøring, deres værger og de sociale myndigheder blev orienteret og var til stede ved afhøringen.

Den 14-årige, som blev stoppet på Valdemar Sejrsvej erkendte, at det var ham, som havde kastet kanonslaget. Da han er under den kriminelle lavalder, kan han ikke straffes i sagen.

Politiet vil nu få afklaret, om de to øvrige tilbageholdte unge mænd kan stilles til ansvar for noget i forbindelse med sagen.

Butikken fik knust en kælderrude, som følge af sprængningen, og skal nu opgøre et erstatningskrav i sagen, som den eller de mistænkte vil blive præsenteret for, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.