Anmeldelse af familieforestillingen ”JUNGLEDYRET HUGO”, set på Sjællands Teater i Holbæk d. 10.3.2022 af Lise Zeuthen.
Kender du Jungledyret Hugo, så glæd dig til at møde ham i en forestilling med iørefaldende sange, musik og dans. Kender du ham ikke, så har du noget til gode i denne farverige og forrygende familieforestilling
Hugo er sød og nuttet, har blød pels og store øjne. Han er lille, men klog. Hugo bor i junglen sammen med sine venner, aberne. Når panterne truer, jager Hugo dem væk. Han siger, at hans tis er giftigt. Men der er andre farer: en plantageejer vil brænde skoven for at plante soja og tjene mange penge. Han fanger Hugo som kæledyr til sin datter i byen. Han vil også lave en film med Hugo. Men det vil Hugo ikke. En filmstjerne-hund forsøger at tæmme ham
Hugo møder en byræv, Rita. De bliver bedste venner og taler om at flygte til junglen, hvor de vilde dyr hører til.
Historien har det hele
Det er et godt eventyr. Det er nemt at identificere sig med Hugo og hans op- og nedture. Han forsvarer sine venner. Han kæmper mod det onde. Han er ensom og får en bedste ven, som han svigter, men vinder tilbage.
Hugo kæmper for alles overlevelse. Hugo overvinder forhindringerne. Han vinder den unge smukke piges sympati. Hun påvirker den onde far til at blive god. Idyllen genoprettes.
Men eventyret er opdateret. Det onde er klima- og miljøkrisen. Den onde, er ham, der vil brænde regnskoven af.
Fantasifuldt sceneri
Scenen er bygget op med kasser i forskellige størrelser, der rokeres rundt. Det fungerer fint som grotte i junglen, skib på havet eller skraldespande i byen mm. Her er rum til jaguarer eller katte, der kan gemme sig, dukke op, løbe efter og danse.
Sceneriet skifter let som et strejf af fantasi. Her er billedprojektion, lys og farver. Vi er midt i junglen med lianer og livagtige solglimt, i et filmstudie eller nattemørke under stjernehimlen i byen mm. Et transparent tæppe mellem Hugo og ræven Rita illustrerer gribende hvor ensomt og svært det kan være at nå en ven, man har svigtet.
Musik- og danseshow
Forestillingen sprudler af iørefaldende sange og musik i forskellige genrer. Der synges i kor til synkron gruppedans eller solo som monolog. Playback i perfekt lyd. Publikum akkompagnerer spontant med klap.
Fire dansere indgår i handlingen som jaguarer, katte, skovhuggere, sømænd mm. Ofte med flotte masker og udklædt efter lejligheden. Dansen illustrerer kendetegn ved de skiftende figurer og har karakter af showdans. Glæden ved at være tilbage i junglen kommer til udtryk i et par løsslupne numre med break dance.
Der er ikke mange ord i forestillingen, men det gør ikke noget. Handlingen er tydelig. Hugo og ræven spilles på skift af skuespillere i udklædning og dukker ført af samme skuespillere. Det virker som en fascinerende måde at zoome ind og ud på. Ligesom børn kan skifte mellem at lege sig til at være en bamse og sig selv som menneske.
Tik Tok i junglen
Simone er influencer i historien og i virkelighedens verden – udenfor teatret. Hun er live på scenen, men også jævnligt på sin influencerprofil på Tik Tok via to skærme på hver side af scenen.
Således lægges en ekstra dimension ind. Vi har spillere og dansere på scenen, vi har publikum og vi har Simones 130.000 følgere. Hun og mange andre danser på TIK TOK. Et fingerpeg om, at børn i dag vil have dans og musik. Et fingerpeg om, at der kan bygges bro mellem teatrets scene og de meget større scener på de sociale medier.
Simone kender sine mange følgere. Hun får sin far til at forstå, at den unge generation finder det nødvendigt at redde regnskoven. Om budskabet når hendes følgere i virkeligheden vides ikke.
Børnene møder HUGO og HUGO møder børnene
Børnene møder Jungledyret HUGO, som de fleste kender fra Flemming Quist Møllers bøger, tegnefilm og sange. De møder ham live i et farverigt show, der taler både til øje, ører, fantasi, (med)følelse og måske refleksioner over nødvendigheden af at bevare regnskoven.
Men forestillingen kommer også børnene i møde ved at inddrage og anerkende nogle af de medier, som de selv bruger. Vi ser, at en influencer også kan påvirke til fordel for Hugo og naturen.
Vi oplever, at det ikke kun er på Tik Tok, der er dans og musik. Det er der også i teatret. Teksten til sangen Wulle wulle wap wap er trykt i programmet. Her henvises desuden til Spotify (musik streamingtjeneste), hvor man kan høre sangene før og efter forestillingen. Således kan publikums oplevelse forlænges ud over den tid forestillingen varer.
Ud over scenen og langt ud over teatrets mure
Med oplevelsen i kroppen og link til moderne medier kan familieforestillingen give publikum lyst til selv at være direkte aktive. De kan lytte til sange og synge alene eller sammen. De bliver måske inspireret til at dele overvejelser over regnskoven på sociale medier og nå et meget stort publikum.
Kort sagt: Mødet med Jungledyret Hugo er et eksempel på, at let underholdning kan være god scenekunst og gøre et tungt budskab let.
Om forestillingen
Dato: 4.-20. marts 2022 kl. 10, 13 eller 17.
Lørdag d. 12. marts kl. 10.00
lørdag d. 19. marts kl. 10.00
Sted: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, Holbæk.
Varighed: 70 min. uden pause
Aldersanbefaling: Fra 5-105 år
Billetter kan købes på www.sjællandsteater.dk
Medvirkende: Laurids Skovgaard Andersen (Hugo), Rebekka Bjerre (Simone), Rikke Buch Bendtsen (Delle
Kaya), Kristian Høgh Jeppesen (Conrad), Malaika Berenth Mosendane (Rita), Rai del Valle
(danser), Laura Thanning (danser), Ida Vibe Breinholt (danser), Ivan Spahi (danser)
Manuskript & instruktion: Flemming Quist Møller og Jesper Mechlenburg
Musik: Jesper Mechlenburg
Koreografi: Nicky Andersen
Scenografi & kostumer: Astrid Lynge Ottosen, Karin Ørum
Dukkemager: Karin Ørum
Lyddesign: Jakob Pørtner
Lysdesign: Malthe Haugaard
Foto: Evan Hemmingsen
Jungledyret Hugo er produceret i 2022 af Sjællands Teater som co-produktion med Bellevue Teatre