22. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

Sigtelse på sigtelse regnede søndag formiddag ned over en 39-årig mand fra Ruds Vedby.

Det hele startede da politiet klokken 09.05 standsede en personbil på Søbæksparken i Jyderup i en rutinemæssig kontrol og køretøj og fører.

Føreren var den 39-årige mand, som politiet skønnede var påvirket af narkotika under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Endvidere blev han også sigtet for at være fører af bilen, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet.

Ved nærmere undersøgelse af personbilen viste det sig, at den var forsynet med et sæt nummerplader, som tilsyneladende sad på et køretøj af det rigtige bilmærke, men den forkerte model. Bilen var i øvrigt ikke registreret til den 39-årige.

Nummerpladerne var ikke efterlyste, hvilket den registrerede ejer kunne bekræfte, idet den registrerede ejer på sin bopæl var i besiddelse af de to nummerplader, der skulle sidde på hans bil.

Stelnummeret på den 39-åriges bil svarede i øvrigt heller ikke til de oplysninger, som fremgik af registreringen for nummerpladerne på hans bil. Politiet mistænkte ham derfor at have fremstillet nogle uægte nummerplader, så bilen fremstod registreret, uagtet bilen hverken var registreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret.

Den 39-årige mand fik udtaget en blodprøve til nærmer undersøgelse for euforiserende stoffer og efter afhøring blev han løsladt kl. 11.00.

Der gik mindre end tre timer, før politiet igen havde fat i den 39-årige og kunne sigte ham en gang til.

Den samme politipatrulje, som havde haft fat i manden om formiddagen bemærkede kl. 13.40 en uindregistreret bil køre ad Solvænget i Jyderup. Betjentene fik hurtigt en mistanke om, at det var den samme bil de havde haft fat i tidligere og pillet nummerpladerne af, så derfor blev bilen standset til kontrol.

Føreren var igen den 39-årige, der således igen blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden og for at have ført køretøjet i narkotikapåvirket tilstand.

Bilen blev også identificeret som samme køretøj som tidligere, hvilket også medførte sigtelser for manglende registrering og lovpligtig ansvarsforsikring, idet der i sagens natur ikke var kommet nummerplader på bilen i mellemtiden.
Den 39-årige gav nu politiet nogle oplysninger om, hvordan han var kommet i besiddelse af bilen, men politiet kunne ikke umiddelbart få verificeret disse.

Politiet valgte herefter at beslaglægge bilen med henblik på nærmere undersøgelse af den for at finde ud af, hvordan den 39-årige var i besiddelse af køretøjet. Bilens formodede ejer ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, således at en dommer nu skal kigge nærmere på grundlaget herfor.

Den 39-årige fik igen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden han blev løsladt i denne nye sag om bl.a. narkokørsel.