Ægteparret Lotte og Ole Nielsen på Orø slap med skrækken denne gang.
Det kræver vist en forklaring: For ca 20 år siden købte ægteparret et sommerhus på Vestre Strandvej på Isefjordens Perle for at have et sted at bo, når de solgte deres gård midt i på øen.
I 2010 flyttede de permanent til Vestre Strandvej på nordsiden af Orø ca 80 meter fra vandet. Så kom stormen Bodil tre år senere, som lavede en del ravage, og klog af skade tænkte de: Det må ikke ske en gang til. Så de sikrede sig på flere måder efter princippet: Rart at gå med både livrem og seler.
Så da stormen Malik hærgede øen slap de med, at deres høns fik lidt våde fødder og andeboligen blev omringet af vandet. Nu venter de blot på at se om deres 100 guldfisk kan klare saltvandet fra Isefjoden.