29. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Tirsdag genvandt Socialdemokratiet borgmesterposten efter at have fået 58,9% af de afgivne stemmer ved kommunalvalget. Partiet indgik konstituering med SF, DF og Ø. Men nu har Socialdemokratiet også indgået en samarbejdsaftale med Venstre.

Partierne er enige om, at Holbæk kommune har et kæmpe potentiale, når det kommer til udviklingen af beskæftigelses- og erhvervsområdet og når det kommer til at gøre Holbæk til en kommune med uddannelser.
Partierne er også enige om, at kommunen skal være mere erhvervsvenlig og at det kræver et benhårdt fokus de kommende fire år. Erhvervsområdet flyttes fra økonomiudvalget til udvalget for beskæftigelse og uddannelse, så der kan komme større fokus på det politisk.

Samarbejdsaftalen mellem Venstre og Socialdemokratiet bygger på en politisk aftale om erhvervsområdet og Venstre får formandsposten i Udvalget for beskæftigelse, uddannelse og erhverv og derudover bliver Camilla Hove Lund 1. viceborgmester.

-Jeg mente det, da jeg sagde, at jeg vil samarbejde bredt. Derfor er jeg er utrolig glad for, at vi nu har landet en samarbejdsaftale med Venstre. Venstre er ambitiøse på kommunens vegne og særligt på erhvervsområdet. Jeg er sikker på, at de vil gøre en forskel for vores lokale virksomheder, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Camilla Hove Lund (V) glæder sig også over aftalen:

-Det har hele tiden været Venstres hensigt at indgå i et bredt samarbejde med de øvrige partier, og derfor er vi også glade for at have lavet denne samarbejdsaftale med S, hvor vi får mulighed for at sætte et stort aftryk specielt på erhvervspolitikken i kommunen.

Samarbejdsaftalen mellem S og V ændrer ikke noget i forhold til den eksisterende konstitueringsaftale.