En 22-årig mand fra Holbæk fik beslaglagt hash og kontanter, da han mandag aften sammen med tre andre blev standset i en personbil på Kalundborgvej i Svebølle.
Politiet standsede bilen kl. 23.25 for at lave en rutinemæssig kontrol af bilen og de fire mænd, som var i bilen.
Ifølge politiet var der ikke noget at udsætte på bilen, og tre af de fire mænd kom også gennem politiets kontrol uden nogen sigtelse.
Men den fjerde mand, den 22-årige fra Holbæk, var i besiddelse af godt 42 gram hash, en digitalvægt samt et femcifret kontantbeløb. Da SKAT oplyste til politiet, at den 22-årige skyldte penge til det offentlige, beslaglagde politiet en stor del af de kontanter, som han var i besiddelse af til dækning af en del af hans gæld. Endvidere beslaglagde politiet hashen og digitalvægten i forbindelse med en sigtelse for besiddelse af hashen med henblik på videresalg.
Den 22-årige var ikke enig i beslaglæggelsen af både de ulovlige effekter og pengene, så en dommer skal nu kigge nærmere på politiets grundlag herfor. Han vil høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når straffesagen mod ham skal afgøres.