24. april 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Torsdag eftermiddag skete et sammenstød mellem to personbiler i lyskrydset Munkholmvej/Østre Fælledvej i Holbæk.

Uheldet skete kort før klokken 15.30, da en 23-årig mand fra Hjørring kom kørende ad Munkholmvej og en 31-årig mand fra Holbæk kom kørende ad Østre Fælledvej. Politiet har en mistanke om, at den 23-årige kørte frem for rødt lys i krydset, hvor han blev ramt af den 31-åriges bil.

Den 23-åriges bil fortsatte efter sammenstødet hen og påkørte en lysmast og et skilt, som fik store skader.

Ingen personer kom noget til, men begge biler blev kraftigt beskadigede og kunne ikke køre videre.

Politiet dirigerede trafikken forbi uheldsstedet for at få afviklet køen og de to forulykkede biler blev nødflyttet til en parkeringsplads tæt ved uheldsstedet, da der opstod trafikale problemer i krydset. Omkring kl. 16.30 var der ryddet op på stedet, og trafikken kunne igen glide uhindret igennem krydset.

Politiet optog rapport om uheldet for at belyse omstændighederne, og parterne vil senere høre mere i sagen.