Onsdag eftermiddag skete der en solouheld på Tømmerupvej i Mørkøv, da en kassebil kørte af vejen.
Uheldet skete kort før klokken 17, da en da en 55-årig mand fra Sorø kørte galt i en kassebil i det våde føre. Han kom kørende i østlig retning, da han i en kurve kom for langt ud i vejrabatten og forsøgte at styre kontra. Dette medførte at varebilen kom i slinger, og han mistede herredømmet over bilen, som kørte af vejen og landede oven på en bunke sten, som lå i vejkanten.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor chaufføren blev tilset for smerter i armen. Han var dog ikke kommet noget alvorligt til.
Politiet registrerede uheldet og bestilte nødflytning af varebilen, som havde fået skader og holdt halvt ude på kørebanen. Bilen blev trukket fri af vejhjælp og kørt væk, så vejen igen var fri, og trafikken kunne passere, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.