29. marts 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 87-årig mand blev lørdag formiddag udsat for tricktyveri, da han handlede i Meny i Smedelundsgade i Holbæk.

Tyveriet fandt sted i tidsrummet 10.00 – 10.30 da en fremmed mand afledte hans opmærksomhed, netop som han var ved at betale for sine varer med et dankort ved Kassen. Den fremmede man gjorde den 87-årige opmærksom på, at han havde tabt en 200 krone-seddel på gulvet.

Den 87-årige blev noget forundret herover, men kunne ikke udelukke tabet, så han tog imod pengesedlen og forlod butikken med sine varer.

Efter hjemkomsten kunne den 87-årige ikke finde sit dankort og fik ved henvendelse til banken oplyst, at der allerede var foretaget bl.a. flere uberettigede kontanthævninger samt varekøb til en samlet værdi på mere end 21.000 kr. Efter spærringen af dankortet var der også forsøgt varekøb for mere end 1.200 kr., men disse transaktioner var blevet afvist.

Den 87-årige og en medarbejder i supermarkedet beskrev overfor politiet den mand, som afledte den 87-åriges opmærmærk som: mand, ca. 25-40 år, udenlandsk af udseende, ca. 165-170 cm høj, iført mundbind og var iklædt mørkt tøj.

Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at få identificeret manden, der afledte offerets opmærksomhed, og eventuelle øvrige mistænkte, der uberettiget har anvendt det stjålne dankort.

Politiet opfordrer i øvrigt borgere til at skjule indtastningen af PIN-koden på et betalingskort ved at bruge en hånd eller f.eks. stille sig tæt på betalingsterminalen under indtastningen af PIN-koden. Uden en afluret PIN-kode er et fremmed dankort intet værd for en (trick)tyv.