Lørdag aften kort før klokken 18.30 standsede politiet en varebil på Landevejen ved Tuse for at lave en rutinemæssig kontrol af fører og køretøj.
Bag rattet sad en 31-årig mand fra Svinninge, som i forvejen var frakendt retten til at føre bil. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Ved nærmere kontrol af varebilen viste det sig, at den lovpligtige ansvarsforsikring på køretøjet var ophørt i 2020, så politiet inddrog varebilens nummerplader. Den 31-årige blev derfor også sigtet fordi varebilen hverken var registreret eller ansvarsforsikret.
Da det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at den 31-årige var blevet sigtet for kørsel uden førerret, valgte politiet at beslaglægge hans varebil med henblik på en senere konfiskation.
Den 31-årige vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres og spørgsmålet om endelig konfiskation af varebilen skal afgøres.