To mænd anholdt for indbrud

Klokken 04.41 natten til mandag fik politiet en henvendelse om to mistænkelige personer.

De to personer gik rundt i nærheden af en lade ved en landejendom på Bakkendrupvej i Knabstrup. Et køretøj med en tilkoblet trailer var kort efter på vej væk fra stedet.

Politiet kørte til området og fandt på dette tidspunkt af døgnet en personbil med tilkoblet trailer i Knabstrup. I bilen var en 35-årig mand fra Kalundborg som fører og en 49-årig mand fra Mørkøv som passager. På trailer var bl.a. et vindue, som de to mænd ikke kunne redegøre for oprindelsen af.

Den 35-årige blev mistænkt for både narko- og spirituskørsel, idet han blev skønnet påvirket heraf.

Da politiet undersøgte bilen og traileren nærmere, viste det sig, at de begge to var forsynet med afmeldte nummerplader. Så pladerne blev inddraget af politiet.

De to mænd blev anholdt og sigtet for indbrud, ligesom føreren blev sigtet for de forskellige overtrædelser af færdselsloven.

De nægtede sig begge skyldig i indbrud og blev løsladt efter afhøring til sagen. De er begge fortsat sigtede i indbrudssagen, og de vil begge i deres respektive sager høre nærmere fra politiet.

Leave a Reply