Politiet rykkede onsdag morgen kort før klokken syv ud til en opgang på Tidemandsvej i Holbæk, hvor der ifølge vidner, var en mand, som havde medbragt et bat og muligvis en kniv.
Manden skabte utryghed både i opgangen og ude foran bygningen, så flere patruljer kørte hurtigt frem til Tidemandsvej, hvor en 23-årig mand fra Holbæk blev anholdt uden dramatik.
Den anholdte var påvirket af spiritus, og han blev taget med til politistationen til afhøring.
Politiet undersøgte sagen, og det viste sig, at den 23-årige havde haft en uoverensstemmelse med en 27-årig kvinde fra Tølløse på stedet. Hun var ikke kommet noget til og ønskede ikke at anmelde noget til politiet.
Patruljerne fandt ikke frem til nogen våben på den anholdte eller i området. Den anholdte blev fundet i besiddelse af 1 gram hash, som han blev sigtet for at besidde.
Efter afhøringen blev den 23-årige mand løsladt, og politiet fandt ikke grundlag for at sigte ham yderligere.