26. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 26-årig mand fra Holbæk er idømt et år og fire måneders fængsel for voldtægt.

Sagen er blandt de første i landet efter den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft 1. januar i år.

Dommen faldt onsdag ved Retten i Holbæk.

Kan ikke huske voldtægten

Her var den 26-årige tiltalt for, at have haft samleje med en kvinde, der ikke havde samtykket heri. Desuden var han tiltalt for et voldsforhold begået mod en anden kvinde samme nat.

Politiet fik anmeldelsen om voldtægten tidligt om morgenen den 10. januar, og en patrulje kørte til Hørve i Odsherred, hvor den 26-årige mand blev anholdt, sigtet for voldtægt. Samme dag blev han varetægtsfængslet, og han har siddet fængslet siden da.

Den 26-årige forklarede, at han havde sovet og ikke kunne huske, at han skulle have haft samleje med den forurettede.

Omdrejningspunktet i sagen var derfor ikke, om den offeret – en 20-årig kvindelig bekendt – med ord eller handling kunne have givet den 26-årige mand grund til at tro, at hun havde samtykket til samleje, men om han havde haft forsæt til samleje med den forurettede.

-Retten fandt efter en samlet vurdering, at den tiltalte havde handlet med forsæt, og retten var dermed enig med anklagemyndighedens vurdering af sagen, siger senioranklager Louise Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Retten takserede voldtægten, samt et voldsforhold mod en anden ung bekendt kvinde til et år og fire måneders fængsel.

Den 26-årige ankede dommen, og der er derfor fortsat navneforbud i sagen.

Ved ikke hvordan sagen var endt før ny lov

Det er, ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, ikke muligt at sige noget om, hvorvidt sagen ville være faldet anderledes ud, hvis voldtægten var foregået før den 1. januar, da de nye bestemmelser om samtykke trådte i kraft.

-Bevistemaerne i denne sag er naturligvis bundet på, hvilken paragraf i straffeloven, der har været fokus i sagen. Det betyder, at beviserne relaterer sig til, om straffelovens paragraf om voldtægt, som den var affattet på gerningstidspunktet, var overtrådt, og om dette var sket forsætligt. Derfor kan vi ikke sige noget om, hvordan sagen var gået før lovændringen, siger senioranklager Louise Hansen.