26. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 45-årig mand blev mandag eftermiddag sigtet for en lang række overtrædelser af færdselsloven på en lille knallert.

En politipatrulje fra færdselspolitiet gjorde kl. 16.45 på Smedelundsgade tegn til knallertkøreren om at standse. Men knallertkøreren havde ikke lyst til at standse og kørte i stedet over for rødt lys og drejede til venstre i krydset ved Kastanievej.

Patruljen kørte efter og fik standset knallerten på Amtmandsvej.

Føreren af knallerten, en 45-årig mand uden fast bopæl, var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev sigtet og anholdt.

Knallerten viste sig at være konstruktivt ændret, og blev på et rullefelt målt til at kunne køre 57 km/t. Derudover var knallerten ene bremse defekt, og der var ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på knallerten.

Den 45-årige blev sigtet for de mange overtrædelser og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han kan nu forvente at høre mere fra politiet i sine mange sager, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.