25. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 36-årig mand fra Holbæk måtte tilbringe natten i politiets varetægt.

Klokken 01.25 natten til onsdag fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger om, at en fremmed mand befandt sig inde i en elevator på Kløverstien i Holbæk, hvor han råbte og skreg til ulempe for beboerne i området.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til den spirituspåvirket, 36-årige mand, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd på stedet.

Betjentene vurderede, at manden var så spirituspåvirket, at han ikke kunne tage vare på sig selv så han blev frihedsberøvet, så han efter et lægetilsyn kunne anbringes i detentionen til afrusning.

Onsdag morgen blev han løsladt og kan nu se frem til at modtage en bøde som afgørelse på sagen.