Kvinde taget i spritkørsel seks gange – nu har politiet beslaglagt bilen

Onsdag aften kort efter klokken 23 standsede politiet en personbil på Holbækvej i Jyderup for at lave et rutinekontrol.

Bag rattet sad en 43-årig kvinde fra Svebølle, som viste sig, at være påvirket af spiritus. Hun var desuden frakendt førerretten ved en tidligere sag om spirituskørsel.

Hun blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse.

Det viste sig, at kvinden inden for de seneste to år havde kørt seks gange i spirituspåvirket tilstand, selvom hun var frakendt førerretten. Politiet beslaglagde derfor kvindens bil, som det er muligt ifølge færdselsloven, ved gentagelsestilfælde.

Den 43-årige ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, som nu skal tage stilling til politiets indgreb ved et senere retsmøde, når kvinden skal have afgjort sine sager ved domstolen.

Efter blodprøveudtagelsen blev den 43-årige løsladt, og nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter hun vil høre mere i sagen.

Leave a Reply