18. april 2024

Foto: Skadestedsfotograf.dk - Johnny D. Pedersen.

Foto: Rigspolitiet.

Politiet mener, at der er sammenhæng mellem to påsatte brande i Jyderup tirsdag aften og søger i den forbindelse vidner.

Som vi tidligere har skrevet, blev brandvæsnet klokken 18.08 kaldt ud til en brand i en opgang i en beboelsesejendom på Holbækvej 137. Beboere i ejendommen blev evakueret, og brandfolkene slukkede branden før den spredte sig til lejlighederne, der dog blev skadet af sod. Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden.

Klokken 20.04 kom endnu en melding om brand på Holbækvej, men denne gang i den vestlige del af byen, hvor det brændte ved “Hjørnekiosken”.

Brandvæsnet var hurtigt fremme, så ilden blev slukket før den spredte sig til ejendommens førstesal.

Der skete skade på facaden og butikken lige inden for vinduet.

Ingen personer var til stede i kiosken, da det brændte. Poltiet spærrede Holbækvej foran kiosken, mens branden blev slukket og stedet undersøgt.

Politiets teori: Sammenhæng mellem brandene

Politiet undersøgte brandene, da ilden var slukket, og det viste tegn på at begge brande kunne være påsat. De to brandsteder blev derfor undersøgt nøje og området omkring afsøgt af hundepatruljer.

Onsdag formiddag foretog Brandteknikere fra NKC – Nationalt Kriminalteknisk Center undersøgelser på de to adresser.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at der er sammenhæng mellem brandene, og at der er meget som tyder på, at der ikke er tale om to tilfældige gerningssteder. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der flere omstændigheder, der peger på, at motivet til brandene skal findes i det kriminelle miljø på Vestsjælland.

Ad hensyn til den videre efterforskning, vil politiet ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Søger vidner

Politiet søger vidner som har set personer, køretøjer eller noget mistænkeligt omkring ejendommen på Holbækvej nr. 137 ca. kl. 18.00, hvor det brændte, eller omkring Hjørnekiosken på Holbækvej nr. 2 to timer senere, hvor der udbrød brand omkring kl. 20.00. Observationer omkring personer og køretøjer kan have afgørende betydning for politiets efterforskning. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Læs også: Politiet efterforsker to brande i Jyderup