20. april 2024

Foto: Rolf Larsen.

Sådan så det ud, da politiet fik indtransporteret den bil, fire unge mænd var kørende i. Foto: Rolf Larsen.
Politiet har frafaldet sigtelserne mod fire unge, som i februar blev anholdt og sigtet for trusler med skydevåben.

Dengang skrev vi, at fire unge mænd om aftenen tirsdag den 12. februar, blev anholdt i en bil på Kløverstien i Holbæk. Det skete efter politiet havde fået en anmeldelse om, at fire mænd havde indfundet sig på en adresse på Kastanievej i Holbæk, hvor nogle unge mennesker var samlet til en social sammenkomst. De fire unge mænd var imidlertid ikke velkomne på stedet, så de blev bedt om at gå, hvilket skabet uro på stedet. Herefter kørte de fire fra stedet, men kom senere tilbage, hvor en af mændene, ifølge politiets døgnrapport fra episoden, truede to personer med en pistollignende genstand. Mændene kørte herefter fra stedet i en bil.

Omkring 25 minutter senere standsede politiet en bil på Kløverstien og de fire unge mænd i bilen blev anholdt og sigtet i sagen. Politiet ransagede bilen og visiterede de anholdte uden at finde et skydevåben. Bilen blev indtransporteret til politiet på en autotransporter.

De fire unge mænd blev løsladt efter afhøring, men var fortsat sigtet i sagen.

Sigtelserne frafaldet
Sigtelserne blev opretholdt i ca. et halvt år, men nu har politiet valgt, at frafalde sigtelserne mod de fire unge mænd.

Det sker med begrundelsen, at man ikke mener, at de vil blive fundet skyldige i trusler, hvis sagen kommer for en dommer.

Dermed er sagen afsluttet for de fire unge mænds vedkommende.

Læs også: Fire unge anholdt: Sigtes for trusler med skydevåben (13.02.2020)