29. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 18-årig knallertkører blev torsdag eftermiddag bragt til skadestuen efter et færdselsuheld, hvor en bil og en lille knallert stødte sammen.

Uheldet skete kl. 12.45 i krydset med Valdemar Sejrsvej, Kalundborgvej og Havnevej.

Der var tale om en 18-årig mand fra Fårevejle St., som var stødt sammen med en personbil ført af en 53-årig kvinde fra Holbæk.

Knallertkøreren, en 18-årig mand fra Fårevejle St. kom kørende ad Kalundborgvej frem mod krydset. Det samme gjorde bilisten, en 53-årig kvinde fra Holbæk. I krydset svingede bilisten til højre ad Valdemar Sejrsvej, mens knallertkøreren fortsatte lige ud og ramte ramte højre forskærm på bilen, væltede og standsede ved en midterrabat på Valdemar Sejrsvej.

Knallertkøreren blev behandlet af personalet fra den tilkaldte ambulance, hvorefter han blev kørt til skadestuen. Her kunne det konstateres, at han var sluppet fra uheldet med diverse knubs og uden knoglebrud, som ambulancepersonalet mente, han muligvis havde pådraget sig i uheldet.

Begge parter var ædru og havde kørekort til deres respektive køretøjer, så politiet optog rapport for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet, herunder især hvad lyssignalerne viste for parterne, idet der for højresvingende bilister også kan være grøn pil-signal.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har overværet uheldet og parternes kørsel frem til krydset. Politiet kan kontaktes på telefon 114.