26. april 2024

Foto: Michael Johannessen.

Foto: Michael Johannessen.

Tre mænd er blevet fængslet efter tirsdagens knivstik, hvor en 52-årig mand afgik ved døden.

Den 52-årige blev fundet voldsomt blødende på Lindevej i Holbæk kl. 10.36 tirsdag formiddag. Han blev efterfølgende bragt til sygehuset til behandling for livstruende læsioner i kroppen. Han afgik ved døden klokken 15.07.

Tre mænd på 27, 28 og 43 år, alle fra Holbæk, blev anholdt, mistænkt for at have været involveret i en konflikt med den 52-årige, som førte til at han blev stukket med kniv.

Politiet mener, at motivet til overfaldet skal findes i en intern konflikt imellem de involverede.

Den 27-årige og den 28-årige blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling. Retten efterkom begæringen og varetægtsfængslede begge mænd frem til den 7. juli. Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre og retten nedlagde navneforbud i sagen.

Den 43-årige var søgt til afsoning i en anden sag, så han blev fængslet direkte.