20. april 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 56-årig mand er blevet sigtet for vold mod sin samlever efter en episode tidligt lørdag morgen.

En taxachauffør bad ved halv fem-tiden politiet om hjælp, efter han havde afleveret en tydeligt spirituspåvirket kvinde ved hendes bopæl i Tåstrup-kvarteret i Holbæk.

Kvinden havde i frostvejret lagt sig på på vejen foran taxaen og samleveren var vred og ønskede ikke at hjælpe kvinden indenfor, så taxachaufføren kunne køre videre.

Politiet kørte til stedet og fik hjulpet den 55-årige, spirituspåvirkede kvinde indenfor, medens samleveren – en 56-årig mand – var til stede og var både ophidset og spirituspåvirket.

Politiet vurderede, at parterne kunne klare sig selv og ville derfor forlade stedet. MEn på vej væk så politifolkene, at manden ruskede kvinden og kastede hende ned på gulvet. Politiet måtte derfor vende tilbage og her anholdte de den 56-årige mand, som blev  sigtet for vold mod samleveren på grund af adfærden, og samleveren blev bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.

Den anholdte mand forblev hos politiet indtil lørdag formiddag, hvor han blev løsladt efter afrusning i politiets varetægt.

Der venter nu et retligt efterspil over for den 56-årige på grund af adfærden over for samleveren.