Holbæk Kommune og Statens Kunstfond har indgået en 2-årig samarbejdsaftale med vokalensemblet Theatre of Voices.
Fra næste år forventer Statens Kunstfond at øge rammen til ensembleområdet for at skabe plads til et endnu stærkere udbud af orkestre, bands, kor og ensembler, der kan formidle klassisk musik i topklasse til hele landet. Tilsammen skal de med en stærk forankring i kommunerne sikre høj kunstnerisk kvalitet og inspirere udvikling af et endnu rigere musikliv i hele landet.
Holbæk Kommune behøver dog ikke vente helt til 2021, da kommunen og Statens Kunstfond netop har indgået en 2-årig samarbejdsaftale med vokalensemblet Theatre of Voices.
Vokalensemblet, der blev grundlagt af sangeren og dirigenten Paul Hillier i 1990, har mere end 30 udgivelser og prisbelønninger bag sig og har flere gange lagt stemmer til underlægningsmusik i film som bl.a. som Oscar-vindende La Grande Bellezza og senest med ‘horror-lyd’ i den danske film Selvmordsturisten, der har Nikolaj Coster Waldau i hovedrollen.
– Theatre of Voices er et fantastisk vokalensemble, som inviterer ind i en verden af musikoplevelser, når det er allerbedst. Samtidig formår Theatre of Voices at gøre musikken nærværende og relevant for sit publikum. Med samarbejdsaftalen mellem Kunstfonden og Holbæk Kommune kan borgerne i regionen få koncertoplevelser i verdensklasse, og nye samspil kan opstå på kryds og tværs af aktører i området, siger formand for Statens Kunstfond Michael Bojensen.
Og netop det lokale samarbejde er blandt årsagerne til samarbejdet.
Aftalen indebærer, at der vil blive etableret samarbejdsprojekter og idéudvikling med Holbæk Kommunes kultur- og uddannelsesinstitutioner som Holbæk Teater, Holbæk Kulturskole, Talent Holbæk, lokale kulturaktører samt workshops og koncerter i samarbejde med FøniXensemblet, der ledes af Morten Ryelund.
Allerede nu er der interesse for at videreføre samarbejdet efter forsøgsperioden med udviklingen af en turnéforestillin med Holbæk Teater.
– Det har for mig som udvalgsformand været vigtigt, at de stærke kompetencer, som Theater of Voices kommer til Holbæk med, også kan mærkes lokalt. Derfor glæder det mig i særlig grad, at der er lyst og vilje til at samarbejde med lokale kulturinstitutioner og nogle af de mange kor, som vi har i kommunen, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Holbæk Kommune Ole Hansen.
Gratis koncert skyder samarbejde i gang
Theatre of Voices er netop kommet hjem fra koncertturné til London, hvor ensemblet indledte sin 30-års jubilæumssæson med en stor fejring på Kings Place.
En koncert på Elværket i Holbæk den 19. februar skal skyde det nye samarbejde i gang.
Nu glæder ensemblets kunstneriske leder Paul Hillier sig til at skyde samarbejdet i gang. Det sker med en koncert d. 19. februar kl. 19:30 på Elværket i Holbæk, hvor publikum får mulighed for at opleve alt fra gaderåb fra renæssancen, tegneseriemusik fra 60’erne til moderne minimalisme, international filmmusik og danske toner.
Programmet for koncerten
Koncerten starter kl. 19.30 og varer ca. en time. Billetterne er gratis og reserveres via Elværkets hjemmeside under klassisk, efter først til mølle-princippet.