Anmeldelse: Palle stadig alene i verden

Holbaekonline.dk’s teateranmelder har set teatermonologen Palle stadig alene i verden på Holbæk Teater d. 28. januar 2019.

Palle Stadig Alene i Verden

Hvad er drøm og hvad er virkelighed i ensomhedens mareridt? Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

 

Palle stadig alene i verden

Teatret Møllens forestilling er en sorgmunter musikledsaget fortælling og et rørende møde med Palle, der nu er gammel, men ligesom drengen i børnebogen, alene i verden. Vi bliver mindet om, hvor skønt det må være at kunne tillade sig alt, når man er alene – og hvor trist det er at være ensom. Det hele præsenteres af skuespilleren, Klaus Andersen, med en lethed, troværdighed og stilfærdig charme, så det er en fornøjelse.

Ensomhedens mareridt

Palle vågner op til en verden, hvor der ikke er andre. Han kan hente det smarteste tøj og de flotteste sko i butikkerne, ”købe” alle de plader og øller, han har lyst til, og lave den lækreste mad. Men hvad er det hele værd, hvis man er alene om det? Ensomhed er et mareridt – for ingen kan undvære andre menneskers selskab.
Palle er her en gammel og syg mand, der sidder i sin stol på plejehjemmet. Scenografien er enkel. Omkring sig har Palle sine ting: et lavt skab med en gammeldags pladespiller ovenpå, en ølkasse med plader samt en elguitar, en kasket fra sin tid som lokofører, en natpotte og nogle ølflasker. Natpotten bruges til at smide ølkapsler i, når øllerne er knappet op.

alene på scenen

Alene på scenen – alene i verden. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Palle alene på scenen

Palles ensomhed understreges af, at han er alene på scenen. I dagens anledning er scenen blot en forhøjning i teatrets foyer. Scene og publikum er helt tæt på hinanden. Teatrets magi er lige foran os og publikums medleven giver skuespillet opdrift. Vi ser tydeligt, hvordan Palles øjne stråler ved tanken om at skulle tale med sin søn i telefonen, og hvordan lyset langsomt slukkes og kroppen synker sammen, når han kun får kontakt med en telefonsvarer. Vi lytter til Palles triste stemme, når han resigneret, men uden vrede, indtaler sin besked. Ikke én gang, flere gange. Når det er sagt, så formidles det hele med et stænk af lun humor her og der.

Skift mellem indlevelse og eftertanke

Forestillingen er en monolog, der veksler mellem Palles nuværende liv og situationer fra hans tidligere liv. Skuespilleren, Klaus Andersen, springer elegant og selvfølgeligt mellem fortid, nutid og rollen som fortæller. I hver episode når vi lige at indleve os i Palles person, så skiftes der. Det betyder, at forestillingen bliver ved med at være intens, men også at vi får en vis distance til Palle. Vi når at tænke lidt efter. Alt i alt tegnes et billede af en gammel mand, som har levet med sin musik og sit tog, i perioder har drukket for meget, og måske ikke altid har været lige god til at passe på sine tætte relationer. Men hvem har det?

Publikum elskede at synge med på ”Kald det kærlighed”, Palles sang til Selma. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Publikum deltager

En kvinde på første række inddrages som Selma, Palles kone, mens han ber´ hende om et blødkogt æg, og da han vil spille ”To lys på et bord” for hende på deres bryllupsdag. En tilfældig mand får rollen som sønnen, Michael, da Palle skal vise ham sin arbejdsplads, lokomotivet, som han styrer.

Palle har spillet i et band. Musik har og har altid haft stor betydning i hans liv. Sange og melodier gør Palles minder levende og vækker genklang og måske identifikation hos især den gråhårede del af publikum. Den unge forelskede Palle opfordrer publikum til at synge med på Lars Lilholts ”Kald det kærlighed”. Hvilket vi gør med glæde.

Gamle mennesker kan have svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed. Ligesom teatret kan lege med at udviske skellet. Alt andet lige får Palle ”besøg” af hele sin familie – i skikkelse af kendte sangere, der er afbilledet på diverse pladecovere. Publikum bliver også takket for besøget. Selv bliver han hentet af sin mor og kører bort med toget.

Med billeder fra pladesamlingen får Palle alligevel besøg af familien. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Sammen om ensomhed

Efter forestillingen blev skuespilleren klappet ind flere gange, selvom han ind imellem bare gik over i hjørnet.
Han stillede sig herefter til rådighed for en snak om stykket. Det første spørgsmål lød: ”Var der rigtigt øl i flaskerne?”. ”Ja, men det var lyst øl,” blev det oplyst. Godt spørgsmål, for det var vi flere, som havde funderet over. Det var ikke magi det hele. Det blev også til en snak om ensomhed, og hvad vi kan gøre ved den for vores egen skyld – og for andres.
Forestillingen kom ind under huden og mindede os om ensomhed, vores egen eller andres – eller vores frygt for den. Den gode stemning i foyeren betød, at vi delte en god oplevelse. Vi var ikke alene i Palles ensomme verden. Vi var sammen om ensomhed.

 

Medvirkende: Klaus Andersen // Instruktør: Ole Sørensen // Dramatiker: Brian Wind-Hansen // Produceret af Teatret Møllen

Leave a Reply