22. november 2024

Foto: Michael Johannessen.

Politi og brandvæsen blev kaldt til en adresse på Hovedgaden i Regstrup på grund af benzinlugt. Foto: Michael Johannessen.
Fredag aften kort før klokken 20 fik politiet en henvendelse fra en beboer på Hovedgaden i Regstrup, som kunne fortælle, at der lugtede af benzin og beboeren frygtede derfor, at der måske kunne opstå brand.

Politiet fik underrettet hjemmeplejen om anmeldelsen, ligesom en ambulance blev tilkaldt til at holde stand by, hvis nogen måtte komme til skade, hvis der udbrød brand.

Flere beboere på stedet blev midlertidigt evakueret til en anden del af bygningen, hvor der ikke var lugt af benzin.

Ved nærmere undersøgelse af årsagen til benzinlugten fandt politiet frem til en 25-årig mandlig beboer, som havde slæbt en knallert ind på sin bopæl, fordi der tidligere var blevet begået hærværk mod knallerten.

Evakueringen blev herefter afblæst, og politiet formanede den 25-årige om den uhensigtsmæssige adfærd på grund af benzindampene i bygningen.

Ingen blev sigtet for noget, og ingen havde lidt overlast som følge af benzindampene.

This slideshow requires JavaScript.