24. april 2024
Foto: Fængselsforbundet

Foto: Fængselsforbundet

Foto: Fængselsforbundet
Foto: Fængselsforbundet

Store mængder hash, hårdere stoffer og spiritusflasker bliver kastet ind over muren til indsatte i Jyderup Fængsel og betjentene frygter, at blive ramt af de tunge genstande.

Fællesskabsafdelingen ligger i en firelænget bygning ikke langt fra vejen. I midten af den er en atriumgård, hvor de indsatte ofte holder til. Det var her, fængselsbetjent Kim Winther Kristensen for nyligt blev ramt i ryggen af en hård genstand.

– Jeg går tit ud i gården for at tale med de indsatte og holde lidt øje. Vi kan meget hurtigt fornemme, hvis der er gang i noget. De begynder at pille rundt og forsøger at lokke os betjente væk. Mens jeg stod der, blev jeg ringet op af en kollega, der havde set noget mistænkeligt på overvågningskameraet, og idet jeg gik ind, blev jeg ramt af noget hårdt. Det var en hård bold lavet af gaffatape og med en sten inden i sammen med 30 gram hash og 10 gram kokain, fortæller Kim Winther Kristensen, der ikke har lyst til at tænke på, hvad der var sket, hvis han havde fået den store sten i baghovedet.

Dagen efter var der en, der smed 12 flasker spiritus ind over muren, og som fortsatte selvom han blev råbt an af en fængselsbetjent. Det er blevet hverdag at finde hash, og et andet problem er stoffet GHB, der ligner vand og som er meget billigt at producere.

– Det er så billigt, at de bare kan kaste 15 flasker ind over bygningen, og så er de ligeglade med, at vi finder syv af dem, siger Kim Winther Kristensen.

Tog cykelhjelme på
– Dagen efter jeg blev ramt, tog en kollega og jeg cykelhjelme på, når vi gik ud i gården til de indsatte. For at skære tingene ud i pap. Det var selvfølgelig lidt for sjov, men også for at udtrykke, at vi har fået nok, siger Kim Winther Kristensen, der ikke kun tænker på sin egen og kollegaernes sikkerhed.

– Problemet er, at det er de svage og unge indsatte, der bliver sat til at samle tingene op, fordi de er nederst i hierarkiet. Vi har flere gange taget en ung indsat med 100 gram hash velvidende, at han ikke selv ryger, men opbevarer det for indsatte længere oppe i hierarkiet, siger han.

Fængselsbetjentene i Jyderup har forsøgt at få de indsatte til at forstå, at det er et stort problem, med ting der kastes ind over muren. Og når det har været for meget, så er alle kollektivt blevet lukket inde på cellerne.

Kan ikke følge med
En del af det, der bliver kastet ind over muren, bliver opdaget af de fængselsbetjente, som holder øje med de indsatte i atriumgården. En anden del opdages af de fængselsbetjente, som holder øje med overvågnignskameraerne.

Alligvel er det ikke alt, der bliver opdaget.

– Vi opdager selvfølgelig en del, men vi kan slet ikke følge med til at opdage og konfiskere alt. Problemet er, at klientellet har ændret sig over de sidste ti år. Det er meget hårdere indsatte, der sidder nu, og de er ligeglade med sanktioner. Samtidig er vi ekstremt pressede på grund af underbemanding i fængslet.

Formand i Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, nikker genkendende til problemet med store mængder i Jyderup Fængsel. Og i følge ham, er det et generelt problem i de åbne fængsler.

– Bemandingen er efterhånden røget ned under eksistensminimum i de åbne fængsler, og det giver et stort råderum for både dem, der kaster ind over murene, og de indsatte, som skal modtage varerne. De ved udmærket godt, at der er lille risiko for at blive opdaget. Vi har før omtalt problemer med stoffer i Horserød, og det er også et stort problem i Kragskovhede netop nu, siger forbundsformanden.

Institutionsleder: Vi gør, hvad vi kan
Institutionsleder i Jyderup Fængsel, Ole Hansen, anerkender problemet med at der kastes ting ind til de indsatte. Men ifølge ham, bliver alle midler taget i brug for at forsøge at komme det til livs.

– Det er et grundlæggende problem, der er svært at få helt bugt med i et åbent fængsel. Problemet forstærkes også i Jyderup Fængsel, fordi vi ligger midt i en bebyggelse. Samtidig har vi et klientel, der efterspørger stofferne, siger han.

På spørgsmålet om, hvordan han forsøger at dæmme op for problemet, siger han:

– Vi bruger alle de værktøjer, vi har til rådighed. Hegn, kameraer, dialog med de indsatte og sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Det kan for eksempel være at lukke alle indsatte ind på cellerne, når vi har mistanke om, at der er kastet noget ind, eller der er fundet indkastede stoffer og alkohol. Jyderup Fængsel er desuden i gang med at blive omdannet til rent kvindefængsel, og i den proces er det tanken, at vi overdækker den atriumgård, hvor indkastet er værst.