26. april 2024
PRfoto: MIK

PRfoto: MIK

PRfoto: MIK
PRfoto: MIK

Let og morsom sommerkomedie med sang, musik, dans, finurlige rim og ordspil, politisk underfundighed og uimodståelig charme

Museets gård summer af forventningsfulde stemmer. Skæve og farverige huse sætter rammen for at træde ind i middelalderen. Så det gør vi, mens kirken slår fire slag og sol og vind løfter tæppet for Prins Valiant.

Biwer vil hedde Valiant
Oppe i Norge bor en prins, der hedder Biwer, døbt af troldkvinden, Vølven. Men han vil hellere hedde Valiant – efter sin frisure. I forestillingen følger vi prinsens flugt fra magthavere, som har myrdet hans familie, og alle de trængsler, han skal igennem for at redde livet og… skifte navn. Fra Norge til ”Kolosalbritanien” til ”Det kedelige land” og tilbage igen.

En kongeslægt bliver likvideret under sværdkamp. De runde riddere og korsfarere i flotte brynjer, hypper på deres kæpheste og agerer kor. Op og ned, ud og ind. Dansen går med rimede sange og håndgemæng mellem jøder og arabere. ”Kosher/halal”.

Her skal ikke afsløres mere om handlingen, dog kan det slås fast, at alt ender godt om end på en uventet måde. Valiant får sit navn. Alle bliver gode venner. Fra scenen lyder en pointe: ”selv de største kriser kan klares, når militæret blander sig udenom.”

PRfoto: MIK
PRfoto: MIK

Sådan er de andre
Vi har alle forudindtagede meninger om ”de andre”, deres sprog, vaner og religion. Flemming Jensen, manuskriptforfatteren, driller os ved at vise, hvor latterligt og énøjet, det er. For er det ikke lige meget, om man tror på Gud, Allah eller er vand-tro? Vi ønsker jo stort set det samme, og hvem tror på vand?

Prinsen møder mange på sin vej. Alle gør nar af hans navn. En nordmand med tophue og ski viser vej på klingende norsk. En jysk naturvejleder belærer om naturen iklædt vaders. En sønderjysk egnsdragt? ”Hva´ er vaders? holder fodsved inde- ka´ bad´ os, det har da aldrig ku´ skad´ os, de må aldrig forlad´ os, ingen ka´ had´ os.” Arabere klager over jøder og jøder klager over arabere. Kameler skider alle vegne og en ko skider CO2.

PRfoto: MIK
PRfoto: MIK
Leg med fortid og nutid
Komedien blander fortid og nutid og springer let fra sted til sted. Det sker så elegant og overraskende, at publikum griner. Viking i pubertetskrise møder Moses, mens Post Syd er forsinket med en Fatwa. Aldrig set før.
Pludselig træder professor Overmund frem og fortæller, at der er kommet klager over manglende historisk korrekthed i forestillingen. Det er morsomt, fordi det er så selvindlysende. Samtidig får vi et udefra kommende blik på forestillingen – eller er det på vores egen virkelighedsopfattelse? Professoren beklager i øvrigt, at mavefornemmelser styrer nutiden. Har vi glemt, hvordan fortiden kan sætte nutiden i perspektiv?

Nyt kostume – ny person
Alle skifter kostumer hele tiden og indgår fluks i en ny kontekst, som driver handlingen fremad. Prins Biwer går ud af sin rolle og brokker sig til publikum over at være den eneste, der ikke får lov at skifte kostume. Vi undres og tror et sekund, at teatres magi er brudt. Men det er et komisk greb, der bringer os ind til en ny selvreflekterende figur bag figuren. Er det Flemming Jensens måde at spejle det moderne menneskes selvoptagethed og selviscenesættelse?

PRfoto: MIK
PRfoto: MIK

Energi og humor non stop
Ikke kun publikum, men også spillerne ser ud til at have en fest. Hovedrollen, Prins Valiant, spilles af Brian Kristensen med stor overbevisning, barnlig naivitet og en lille smule selvironi, som gør figuren både sjov og genkendelig. De øvrige tre skuespillere mestrer mange forskellige karakterer. Det er bl.a. en fryd at se Abildgaard og Thunbo skifte køn til stereotype kvindefigurer. Mette Marckmann gør det godt som vølven, korsridder, naturvejleder til prinsesse mm. Samspillet mellem de professionelle skuespillere, Holbæk Teaters Folkekor og kapelmesteren er timet og fungerer fint.

Alt i alt en herlig, folkelig sommerkomedie. Tilbage i nutiden træder vi ud af museets gård, stadig med et smil om munden. Og så har vi fået noget med hjem at tænke over.

Prins Valiant
Medvirkende: Mette Marckmann, Ulver Skuli Abildgaard, Morten Thunbo og Brian Kristensen.
Kapelmester: Lars Fjeldmose
Folkekor: 3. årgang på Holbæk Drama College
Forfatter: Flemming Jensen
Instruktør: Joy-Maria Frederiksen
Plakat: Adam O.
Scenograf: Kirsten Brink
Produceret af Holbæk Teater
Holbæk Teater i samarbejde med Holbæk Museum – en del af Museum Vestsjælland
Forestillingen spiller til og med d. 1.9.19

1 thought on “Anmeldelse: Prins Valiant og De Runde Riddere Om Et Bord

  1. Er helt enig med anmelderen, en sjov og festligt forestilling. Giver ud af 10 stjerner – 10 stjerner, også selv om der skulle komme en regnbyge. En god og sjov aften så tag til Museumsgården Holbæk, og se forestillingen.

Comments are closed.