25. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

Foto: Rigspolitiet.

En 37-årig knallertejer måtte en tur på skadestuen efter en gruppe unge i går overfaldt, da de ville stjæle hans knallert.

Politiet fik kl. 18.01 onsdag aften en anmeldelse fra en opmærksom borger på Taarnvang i Holbæk, som havde bemærket en flok på 7-8 unge, som forsøgte at stjæle en knallert fra genboens bopæl.

Knallertens ejer – en 37-årig mand – var kommet ud fra adressen for at påtale de unges forsøg på at stjæle knallerten, men var uden varsel blevet overfaldet, så han var begyndt at bløde.

De unge var efterfølgende – uden knallerten – flygtet i retning mod Havevang.

Politiet, der i forvejen var i området i tryghedsskabende øjemed, var hurtigt fremme og fik kontakt til både anmelderen og den blødende knallertejer.

Han blev sendt på skadestuen til undersøgelse og behandling for mindre skader som følge af overfaldet.

Gerningsmanden til volden beskrives som: mand, 20-25 år, 175-185 cm høj, almindelig af bygning, mørkt krøllet hår og iført mørk grønlig jakke.

Politiet fandt ikke gruppen og skal afhøre den forurettede nærmere torsdag omkring sagen, der handles som vold og forsøg på (brugs-)tyveri af knallerten.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget til overfaldet, eller som kan give oplysninger om gruppen af unge. Politiet kan kontaktes på telefon 114.