5. maj 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/StockSnap/">StockSnap</a> / Pixabay

Arkivfoto: StockSnap / Pixabay

En 17-årig dreng blev over middag i går ramt af en bil, da han kom kørende på skateboard – bilisten kørte bagefter fra stedet uden at give sig tilkende. Politiet hører gerne fra vidner til uheldet.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man kl. 12.40 i går fik en anmeldelse fra en lærer på vegne af en 17-årig ung mand fra Ugerløse. Den unge mand havde ca. kl. 12.20 kørt på skateboard på cykelstien ad Akacievej i Holbæk og ville i krydset ved Henriettevej fortsætte ligeud.

En personbil, der kørte i samme retning, svingede til højre ind foran den 17-årige, der blev ramt af bilen, medens skateboardet fortsatte ind under den svingende bil.

Den 17-årige pådrog sig diverse hudafskrabninger, da han faldt bagover som følge af påkørslen.

Politiet skal nu have afhørt den 17-årige nærmere om bilisten, som han ikke umiddelbart kunne beskrive nærmere.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der måtte have bemærket uheldet i krydset. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.