14. december 2024

Redkationen har modtaget nedenstående læserbrev:

Gode forbindelser er vejen frem

Gode forbindelser er afgørende for, at Vestsjælland er et attraktivt område, at slå sig ned i, for familier og virksomheder. Derfor kæmper jeg for gode forbindelser, hvad enten vi taler veje, tog, cykelstier eller mobildækning. Det har betydning for, om folk kan passe arbejde og skole, handle ind og hente børn.

Og der er mange gode projekter at gå i gang med. Vi skal have færdiggjort Kalundborgmotorvejen og dernæst skal vi i gang med en motorvej mellem Kalundborg og Slagelse. Vi skal lade Odsherredbanen fortsætte til Roskilde og København og dermed også forbinde Tølløsebanen med Odsherredbanen, så der er direkte tog fra Slagelse til Holbæk og Nykøbing Sjælland.

Vi skal investere i cykelstier og sikre skoleveje, så mange flere springer på jernhesten og kan nyde den friske luft og motion. Det handler også om ordentlig mobil- og bredbåndsdækning, om god færgebetjening og om faste forbindelser, som kan binde landet sammen.

Derfor starter jeg nu kampagnen for gode forbindelser. Du kan finde mig på godeforbindelser.dk og på gader og stræder i lokalområdet, til en snak om hvordan vi sammen kan sikre gode forbindelser til lokalområdet.

Venlig hilsen
Rasmus Horn Langhoff, MF, Socialdemokratiet.