En 18-årig kvinde fra Svinninge anmeldte natten til lørdag, at hun var blevet voldtaget på en p-plads i Bysøstræde bag et diskotek i Holbæk.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 00.49.
Kvinden har fortalt politiet, at en fremmed, ung mand havde begået fuldbyrdet voldtægt af hende, hvorefter han var forsvundet i ukendt retning. Det var sket på et ukendt tidspunkt inden for den seneste ca. 1½ time før anmeldelsen.
Politiet rykkede ud med flere patruljer til at undersøge området bag diskoteket med bl.a. patruljehunde for at lede efter spor fra den anmeldte forbrydelse, ligesom politiet søgte efter mulige mistænkte i byen.
Den unge kvinde blev bragt til Center for Voldtægtsofre til undersøgelse og sikring af eventuelle spor, der vil kunne føre til en mistænkt i sagen.
Den 18-årige kvinde er blevet afhørt indledningsvist til sagen, men skal afhøres igen i nærmeste fremtid for at få klarlagt til nærmere detaljer i sagen.