Klokken 17 i dag udløb det opholdsforbud, som politiet havde indført for ejendommen Østerstræde 4 i Holbæk – det nu forladte Bandidos-klubhus.
Opholdsforbuddet blev indført i forbindelse med konflikten mellem Bandidos og en gruppering med tilknytning til Vang-kvarteret. Under konflikten er ejendommen i Østerstræde 4 to gange var blevet angrebet; en gang med en hjemmelavet brandbombe og anden gang med en håndgranat.
Siden har den lokale Bandidos MC afdeling, West City, som havde indrettet ejendommen som klubhus, pakket alt sammen og forladt den.
Selvom politiets opholdsforbud nu er udløbet, så er der fortsat samlingsstedsforbud på ejendommen. Det forbud blev indført af borgmester Christina K. Hansen den 22. oktober, og det er endnu ikke ophævet. Efter loven gælder et sådan forbud i 3 måneder – dvs. frem til og med den 21. januar 2019.