22. november 2024

Foto: Michael Johannessen.

Foto: Michael Johannessen.

En mand er omkommet efter et slagsmål fredag aften i haveforeningen Rørvangsparken i Holbæk.

Politi, ambulance og en lægehelikopter blev fredag aften sendt til h/f Rørvangsparken efter meldinger om slagsmål. En mand var livstruende kvæstet. Ambulancepersonale og personale fra en tilkaldt lægehelikopter ydede livreddende førstehjælp til en 48-årig mand fra Holbæk, hvis liv dog ikke stod til at redde på grund af blodtab og alvorlige læsioner efter en skarp genstand.

Ved politiets ankomst var modparten i slagsmålet flygtet fra stedet på en knallert. Han blev dog hurtigt identificeret som en 59-årig mand fra Holbæk og anholdt senere på aften og bragt til undersøgelser på Retsmedicinsk Institut for at finde eventuelle spor på ham fra slagsmålet.

Politiet har siden anmeldelsen været tilstede i haveforeningen. En del af området blev hurtigt afspærret og politiet har med hjælp af hunde undersøgt området.

Politiets teknikere foretager undersøgelser på gerningsstedet.

Under slagsmålet er der benyttet en kniv eller en anden skarp genstand.

Pårørende til den nu afdøde, 48-årige mand er underrettet om sagen.

Politiet behandler sagen som et drab, og efter afhøring til sagen forventes den anholdte fremstillet i grundlovsforhør lørdag med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling.

Senest opdateret kl. 00.19 (01.09.2018) med oplysninger om, at den kvæstede mand, er afgået ved døden.

This slideshow requires JavaScript.