22-årig varetægtsfængslet: sigtet for forsøg på røveri mod taxa og vold

En 22-årig mand fra Holbæk blev i dag varetægtsfængslet i en sag om forsøg på røveri mod en taxa og vold mod en 69-årig mand.

I går klokken 17.42 blev en taxa kaldt til en adresse i Gislinge, hvor en person ville køres til Holbæk. Taxaen hentede den 22-årige og kørte ham mod Holbæk.

Undervejs fik manden den 55-årige mandlige taxachauffør til at standse på Kalundborgvej, da han ”ville have noget luft”. Manden rev dernæst døren op til førersiden af taxaen og ville have chaufføren til at forlade bilen, hvilket chaufføren dog ikke gjorde, men blot kørte fra stedet.

Klokken 18.00 blev en 69-årig mand fra Holbæk udsat for vold på Fjordstien, hvor han, ifølge politiet, uden videre blev slået i hovedet med en knytnæve.

Blot fire minutter senere anholdt politiet den 22-årige, som blev sigtet for forsøg på røveri mod taxaen og for vold mod den 69-årige mand.

Den 22-årige mand blev mandag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til den 10. oktober.

Denne artikel er publiceret den 18. september 2017 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply