De næste to onsdage er der tv for dem, der kan lide historie og se ting blive vurderet. DR 1 sender nemlig to programmer fra Holbæk i serien ‘Guld i Købstæderne’.
I programmet vil eksperter vurdere gæsternes medbragte antikviteter og klenodier, og der er interessante historier om Holbæk og omegn.
Kinesisk gudefigur og norske smuglere
I det første program skal eksperterne de bl.a. sætte pris på et såkaldt sladrekompas fra 1700-tallet, der har hængt over kaptajnens seng. Og så håber en lille dreng, at hans arvede tinsoldater ikke er meget værd, så han kan lege med dem.
Når tingene er blevet vurderet, står tre professionelle opkøbere klar til at byde hinanden op, i jagten på at få de bedste ting med hjem. Og budene bliver høje på en gammel kinesisk gudefigur, som ejeren egentlig ikke regnede for noget.
Undervejs besøger vært Mette Bluhme Rieck nogle af byens interessante steder. Hun får historien om, hvordan nogle holbækkere fra 1400-tallet tog sagen i egen hånd og fangede og bankede norske smuglere med stokke.
Programmet sendes onsdag d. 26. juli kl. 20.00.
Bronzekanon og dødsstraf
I program nr. 2 fra Holbæk skal eksperterne blandt andet sætte pris på en bronzekanon fra 1733, som har stået på Dragsholm Slot.
De professionelle opkøbere byder bl.a. på en narrehvalstand og et kranie fra en isbjørn, som ejeren selv har spist.
Mette Bluhme Rieck besøger nogle af byen historiske steder og får bl.a. historien om, at man før i tiden ikke skulle stjæle om onsdagen og om lørdagen, for så kunne det straffes med døden.
Det andet program fra Holbæk sendes onsdag d. 2. august, kl. 20.00
Kom med bag kameraet
Holbaekonline.dk var tilstede under optagelserne, som foregik på Stenhus Kostskole i maj måned. Kom med bag kameraet til det, der skulle blive til to afsnit af ‘Guld i Købstæderne’.
I den forbindelse lavede vi en lille video, som kan ses her: Guld i Købstæderne på besøg i Holbæk
Vihar fået en del henvendelser fra læsere, som vil høre om udsendelsen fra onsdag genudsendes og det gør den. Den sendes søndag d. 30. juli kl. 14.15 på DR 1. Udsendelsen kan også ses på DR.dk: https://www.dr.dk/tv/se/guld-i-koebstaederne/guld-i-koebstaederne-tv/guld-i-koebstaederne-5
Der er i øvrigt tale om en glimrende udsendelse med flotte optagelser, der virker som en god reklame for Holbæk.