26. april 2024

Kristi Himmelfarts dag vandt Holbæk Pipe Band for ottende år i træk Danmarksmesterskabet. Nu står de uden sted at træne. (Privatfoto)

Kristi Himmelfarts dag vandt Holbæk Pipe Band for ottende år i træk Danmarksmesterskabet. Nu står de uden sted at træne. (Privatfoto)

De ottedobbelte Danmarksmestre fra Holbæk Pipe Band er i akut mangel på øvelokale i byen. Det oplyser formanden for Holbæk Pipe Band, David Lundgreen

Holbæk Pipe Band, der de seneste otte år har ført det danske mesterskab for pipe bands hjem til Holbæk, kan få problemer med at gøre det en niende gang også. Bandet mangler nemlig et sted at øve, så dets høje kvalitet kan vedligeholdes og udvikles.

Undervisning af elever, foregår som hidtil i bandets egne lokale i Labæk bag KFUM, men her er ikke plads til at øve sammenspil med hele bandet inklusive trommekorpset.

– Vi har i nogle sæsoner kunnet øve på Østre Skole, der lå lige i nærheden af bandets lokaler, fortæller formanden for Holbæk Pipe Band, David Lundgreen. Det betød til gengæld, at vi måtte køre ud til Andelslandsbyen Nyvang, når vi sommeren igennem gerne vil øve udendørs.

Da Østre skole skulle ombygges, hjalp Holbæk Kommune os med lokaler i en pavillon på Holbæk skole i Bjergmarken.

Bortset fra lidt vanskelige adgangsforhold, når vi kom slæbende på instrumenter mv., så var det faktisk noget nær ideelle forhold. Vi kunne spille både ude og inde efter vejrets skiften, går David Lundgreen videre.

Disse pavilloner er nu lukket og skilt ad, fordi skolen ikke længere har brug for dem – og nok en gang står Holbæk Pipe Band uden øvefaciliteter.

– Henover sommerferien kan vi øve på Sosu-skolen, men kun inden døre, så vi er lidt trængt. Udendørs øvelser er ikke så hensigtsmæssigt midt i et boligområde.

– Vi har hidtil haft et godt samarbejde med kommunens folk, og jeg er ikke i tvivl om, at de gør, hvad de kan for at hjælpe, siger David Lundgreen, men uvisheden om, hvordan det ser ud efter sommerferien er ikke rar, og slet ikke nu, hvor vi er i gang med at hverve nye elever.

– Undervisningen skal vi nok klare, og vi kan stadig tage nye elever ind, men så snart eleverne skal til at spille sammen med andre, har vi et stort problem, hvis ikke vi sammen med kommunen finder en rigtig god løsning, slutter David Lundgreen.