Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Kommunens afmægtige ledelsesstrategi
Onsdag aften (d. 8. marts -red.) vedtog byrådet med det snævrest mulige flertal – 14 mod 13 – at tvangsflytte 125 elever fra Bjergmarksskolens barakker til ledige lokaler på seminariet fra næste skoleår. Et resultat af beslutningen er, at disse 125 elever skal møde op på et sted, hvor ingen af dem, som er der i forvejen, ønsker at de kommer!
Det er nu ikke det pinlige beslutningsresultat, som jeg vil gribe fat i. Jeg vil derimod påpege det forhold, at kommunens højt besungne områdemodel med fire såkaldte skoleledere, hvoraf ingen af dem befinder sig på skolerne, med dette resultat har dokumenteret sin totale afmagt som ledelsesstrategi.
Og hvordan så det? Jo, områdemodellen bygger på en grundlæggende drøm om, at central kontrol er godt. Samme drøm som i Øststaterne inden 1989: centralt i kommunens førerbunker sidder fire skoleledere, der hver er leder for mellem tre og seks matrikler, kaldet afdelinger, – engang hed de skoler. Ude på de enkelte afdelinger sidder en pædagogisk daglig leder.
Oven over de fire skoleledere sidder en koncernchef, over ham sidder en såkaldt koncerndirektør og over ham igen en kommunaldirektør, en borgmester og et byråd.
Fra borgmester og ned til læreren og pædagogen, som skal udføre det pædagogiske arbejde, er der altså seks til syv lag af beslutningstagere. Hvert lag kontrolleres af laget ovenover – først og fremmest for at overholde budgettet. Det siger sig selv, at den daglige pædagogiske omgang med eleverne er helt ude af billedet, jo højere op i hierarkiet man kommer. I de lag hersker kun økonomi.
Seks etager nede i områdemodellen sidder så den daglige pædagogiske leder og venter på økonomiske ordrer, som han/hun skal omsætte til pædagogik sammen med de –gud ske lov – dygtige pædagoger og lærere. Og det gør de rent faktisk godt.
Men i områdemodellens skolelederlag er de fire skoleledere prisgivet. De er pisket økonomisk fra oven, og de har ingen aktuel indsigt i det praktiske ude i deres afdelinger. I afdelingerne ”passer man på det, man har”, og skolebestyrelsen derude består også af personer fra de andre afdelinger, så de passer selvfølgelig også på hver deres.
Konklusionen er, at skolelederen for Bjergmarksskolen og Absalonskolen magtede ikke at lede sine to afdelinger til at samarbejde om en løsning på lokaleproblemet på Bjergmarksskolen.
Så enkelt er det, og det er kun et eksempel på områdemodellens elendighed. Løsningen er en politisk erkendelse af, at centraliseringen har overlevet sig selv. Tør byrådet tage konsekvensen af den erkendelse?
Bent Brandt
Ahlgade 58B
4300 Holbæk
