26. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 24-årig mand fra Jyderup havde kort før klokken fem natten til lørdag tilsyneladende set sig gal på et par dørmænd til en beværtning på Fisketorvet i Slagelse, for han ville hele tiden slås. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Dørmændene valgte til sidst at tilbageholde ham ind til politiet kom. Han var imidlertid så voldsom, at betjentene blev nødt til at bruge peberspray mod ham. Det hjalp, og betjentene kunne så anholde ham og tage ham med til detentionen i Næstved.

Den 24-årige blev lukket ud næste formiddag med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.