Barnebarn bag indbrud hos mormor – fire sigtet i sagen

Fredag aften ved 20-tiden kontaktede en opmærksom beboer i en opgang på Munkholmvej politiet og fortalte, at tre personer – to kvinder og en mand – gennem længere tid havde stået i mørket i opgangen og lyst med lygter, ligesom de lavede noget ved brevsprækken til en lejlighed.

Politiet kørte til stedet og traf de tre personer i en bil i nærheden, hvorefter de alle blev anholdt som mistænkte for at ville begå indbrud i lejligheden.

Brevsprækken var delvist ødelagt, idet de havde prøvet at låse lejlighedens hoveddør op ved at række ind gennem brevsprækken.

De anholdte var en 21-årig mand fra Vig St. samt to kvinder på 19 og 24 år fra hhv. Hvidovre og Holbæk. De blev alle sigtet for forsøg på indbrud i lejligheden via brevsprækken, idet de fra beboerens barnebarn havde fået oplyst, at der formentlig var kontanter at stjæle på stedet.

Barnebarnet ville få sin 64-årige mormor væk fra lejligheden ved at påføre sig selv en skade, således at barnebarnet med mormorens hjælp skulle køres til skadestuen til undersøgelse. På skadestuen traf politiet barnebarnet, som blev sigtet for at have planlagt indbrudsforsøget i mormorens lejlighed. De tre anholdte blev løsladt efter afhøring til sagen, og alle fire sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Denne artikel er publiceret den 10. oktober 2016 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply