22. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/LV11/">LV11</a> / Pixabay

Arkivfoto: LV11 / Pixabay
Som vi skrev i går, så har tricktyve fundet på at ringe til ældre mennesker, og udgive sig for at være deres barnebarn. Fupnummeret fortsætter.

Tirsdag eftermiddag kontaktede en kvinde politiet og fortalte, at hendes 87-årige mor med adresse i Holbæk om formiddagen var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være hendes barnebarn.

”Barnebarnet” ville have hende til at hjælpe med at skaffe sig 15.000 kr., og han ville sende bud efter en taxa, der ville hente pengene hos hende. Kvinden fattede mistanke, da stemmen ikke lød som hendes barnebarn, hvorefter samtalen blev afbrudt.

Lidt senere fik politiet endnu en anmeldelse om forsøg på bedrageri, hvor en mand ringede til en 85-årig kvinde og spurgte hende, om hun kunne høre, hvem det var. Kvinden svarede med hendes barnebarns navn, og manden bekræftede det. Han ville låne 20.000 kr. Kvinden havde henvist til hendes søn, og havde i øvrigt spurgt om, hvorfor han ringede fra ”hemmeligt nummer”. Manden havde dernæst afbrudt samtalen ved at sige, at han havde nu lånt pengene af en kammerat.

Det er ikke kun i Holbæk-området, at tricktyvene benytter ‘barnebarn’-tricket. Også i Køge og Kalundborg har der været lignende sager. I Kalundborg-sagen lykkedes det tricktyven at få offeret til at hente penge i banken og sende dem med en taxa til København.