29. marts 2024

Holbæk B&I tabte lørdag til FC Svendborg på hjemmebane. Foto: Alex Christensen.

Holbæk B&I tabte lørdag til FC Svendborg på hjemmebane. Foto: Alex Christensen.
Holbæk B&I tabte lørdag til FC Svendborg på hjemmebane. Foto: Alex Christensen.
Holbæk B&I tabte lørdag den sidste kamp inden sommerpausen – oven i købet på hjemmebane.

Modstanderne var FC Svendborg, der ligesom Holbæk, havde sikret sig en plads i 2. division efter sommerpausen allerede inden dagens kamp. Ingen af holdende havde derfor noget vigtigt at spille om – andet end æren – og den løb fynboerne med.

350 tilskuere havde fundet vej til Stadion, hvor der var gratis adgang til kampen og en række forskellige aktiviteter inden kampen.

Gæsterne kom først på måltavlen, da Fabrice N’Dong gjorde det til 0-1 til gæsterne. Ti minutter efter var det igen Svendborg der fik tal på tavlen, da Jesper Christiansen sparkede bolden forbi Holbæks keeper Christian Mortensen til 0-2.

Holbækkerne fik ikke for alvor truet Svendborgenserne inden pausen.

Efter pausen var det et mere oplivende Holbæk-hold, der satte sig på størstedelen af spillet – dog uden på noget tidspunkt for alvor at blive farlige.

Men med otte minutter tilbage af kampen lykkedes det Christoffer Thrane at reducere til 1-2 og det gav hjemmeholdet mere blod på tanden, der dog ikke blev omsat til flere mål.

Holbæk måtte derfor se i øjnene, at sæsonens sidste kamp var tabt på hjemmebane – og så ellers glæde sig over, at man jo trods alt også er i 2. division når sommerpausen er forbi.