En 25-årig mandlig motorcyklist fra Holbæk blev fredag aften dræbt i et færdselsuheld på Landevejen da han påkørte en påhængsvogn.
Meldingen om uheldet kom klokken 20.47 og politi og ambulance blev sendt til stedet.
Motorcyklisten blev bragt til skadestuen i Holbæk, hvor lægerne ikke kunne redde hans liv.
Politiet afspærrede uheldsstedet og tilkaldte en bilinspektør, som undersøgte stedet og de involverede køretøjer.
Det viste sig, at en 44-årig mand fra Fårevejle St. under kørsel ad Landevejen mod øst ville foretage et venstresving ind ad en privat indkørsel. Motorcyklisten var kommet bagfra og havde netop foretaget en overhaling, da han En ramte påhængsvognen på den venstresvingendes bilist og kom i den forbindelse alvorligt til skade.
Midt- og Vestsjælland Politi oplyser, at man har afhørt vidner på stedet for at få klarlagt parternes kørsel og herunder deres hastighed før uheldet.
Politiet afventer nu en erklæring fra bilinspektøren samt resultatet af den blodprøve, der rutinemæssigt blev udtaget af motorcyklisten, før politiet kan tage stilling til, om nogen skal sigtes for noget i anledning af uheldet.