28. marts 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/Hans/">Hans</a> / Pixabay

Arkivfoto: Hans / Pixabay

Efter at have mistet uddannelser i de seneste år, kaster Holbæk Kommune sig nu ind i kampen for mere uddannelse til sine borgere. Det sker med et nyt kommunalt læringscenter med en række virtuelle uddannelsesforløb og studievejledning.

Navnet det nye læringscenter bliver Uddannelses- og Læringscenter Nordvestsjælland og centret skal være en modvægt til de seneste års mistede uddannelser og et generelt lavt uddannelsesniveau i det vestsjællandske område.

– Der er mange, der gerne vil bo i Holbæk Kommune, mens de tager en uddannelse. Men vi har mistet nogle uddannelsesmuligheder de seneste år, og derfor står valget for de unge ofte mellem at flytte væk eller helt at droppe uddannelsen. Det er skidt for den enkelte og for lokalsamfundet, og derfor tager vi nu sagen i egen hånd, siger Kurt Næsted, der er formand for Vækstudvalget i Holbæk Kommune.

Vækst, virksomheder og uddannelse
Udover virtuelle uddannelser skal det nye læringscenter også indeholde vækstmiljøer med virksomheder, der har forretningsområder indenfor undervisning, evaluering, vidensdeling og kvalitetssikring.

– Uddannelse er en af de allervigtigste vækstdrivere, og derfor ser vi så store muligheder i læringscentret. Vi vil sikre vores borgere bedre muligheder for at uddanne sig og vores erhvervsliv en mere kvalificeret arbejdsstyrke. I den proces skal vi også meget gerne skabe nogle spændende vækstmiljøer på stedet, der kan skubbe på den positive udvikling, vi generelt oplever i Holbæk Kommune lige nu, siger Kurt Næsted.

Synergi med statslige arbejdspladser
Regeringens beslutning om at rykke Danmarks Evalueringsinstitut, Akkrediteringsinstitutionen og Danida Fellowship Centre til Holbæk Kommune er også tænkt ind i projektet. Og organisationerne har givet udtryk for stor interesse i projektet.

– De statslige institutioner arbejder med uddannelse, evaluering og forskning i forhold til både daginstitutioner, skoler, videregående uddannelser og i en international kontekst. Derfor er det helt oplagt at forsøge at skabe nogle spændende synergier, der kan være til gavn for alle aktører, siger Kurt Næsted.

De statslige arbejdspladser kommer til Holbæk omkring midten af 2017, og her regner man også med, at de første aktiviteter i læringscentret kan begynde.

Treårigt projekt
I første omgang bliver læringscentret organiseret som et projekt over tre år. Kommunens Vækstudvalg har afsat 3,3 millioner kroner til denne del, og herefter er det meningen, at projektet skal etableres som en kommunal enhed med eget budget.